Siden jeg var knægt har der været sat gang i tanker & projekter -af større eller mindre grad. Her er enkelte, af de tiltag der er blevet til mere end tanker…
I 1978, på Juelsminde Efterskole, som var en afdeling af Tvind, trådte jeg mit 8. Folkeskoleår. Her fik jeg i løbet af et par måneder den ide, og ansvaret for, at indrette og benytte et lokale lige indenfor hovedindgangen, til butik der bl.a. solgte Tvinds bøger.
Jeg tog i 1989 initiativet til at starte en spilleklub i Grenå, der primært tilbød spil (bræt- rolle- kort- figur- og rolle). Da klublivets sociale rammer var baseret på mangfoldighed, var der ofte snak, diskussion, og debat, om alt mulig andet end spil -så i bakspejlet betragter jeg det som en ‘kulturoase’.
I 1991, tog jeg med en kammerat til Polen, for at se om vi kunne starte et landbrug baseret på vest-europæisk stordrift. Polen var dengang ikke klar til vesterlændinge, der købte jord. Så projektet blev i stedet til en uforglemmelig ferie.
I 1993 startede en kammerat og jeg, en eksportvirksomhed af køretøjer, primært til det tidligere Sovjet, Afrika og Sydamerika. Det er blevet til en af landets førende på sit område.
I 1995 gentog jeg initiativet med spilleklub, denne gang i byen Højbjerg, der var blevet min nye hjemby.
I 2000 var jeg en af initiativtagerne til opstart af et IT firma, der nåede en forholdsvis pæn kundeportefølje. Som vi grundet fokus på drift af eksportvirksomheden, valgte at frasælge til en af medarbejderne. Firmanavn og IT interesse har jeg dog stadigvæk!
I 2001-3 producerede og solgte jeg egenproducerede Live Action Rollespils våben og udstyr.
I 2004 var figurspil blevet en så stor del af min fritid, at jeg blev selvstændig og fik CVR nummer. Jeg importerede figurer til krigsspil, fra bl.a. USA og Storbritannien. Jeg solgte senere ‘web-butikken’ og varelager til Hobby House, da de udvidede med butik i Odense, og afstod fra at importere og sælge sideløbende.
I 2013 udviklede jeg sammen med 2 medstuderende, en digital version af Grenaa bymidte i år 1900. Et projekt der blev lavet i samarbejde med Grenaa Egnsarkiv og Museum Østjylland.
Mit Isles of Midgard projekt, er det der p.t. har mit iværksættermæssige fokus.