I Folkeskolen blev jeg fyldt med den historisk farvede fortælling om arbejderklasse, adel og social plads. Ja jeg husker tilmed at vi i 5. klasse, var på lejrskole og rollespillede ‘Stavnsbåndets ophævelse’ – jeg husker ikke egen rolle i spillet. Men den fortælling om at trælfolket blev frie, slugte jeg råt! Og blev atter en af slægtleddenes ‘sosser’ -der tilmed kæmpede kollegaers kamp i 86′ Med en fyring, og karantæne som bonus! Der gik det op for mig, at der var noget galt med fortællingen!
At jeg ikke havde set det, flere år forinden. Ved skolens, socialforvaltningens, politiets, og naboers svigt, overfor hinanden og det fællesskab, der så hæderkronet bliver sunget om i de smukke romantiske kvad. Er mig en gåde, og stiller mig tvivlende om eget intellekt. For havde min regnelærer ret, i at jeg var dum, eller var jeg blot druknet i fortællingen!?
Det var som sådan, først da jeg oplevede ‘skraldemandskonflikten’ på tæt hold i Århus, og som selvstændig mærkede. Hvordan ansatte i det offentlige, kunne nedgøre en, bøje og lyve om love og rettigheder, uden de konsekvenser der følger om det er den anden vej slig ussel adfærd går. Så falder hammeren prompte, og man bliver som borger knust! Så man måtte bøje nakken, og blot rense frakken!
Til sidst blev indignationen over folkeløgnen og ideologiernes forræderi så stort, at jeg stillede op til kommunal- og regionsvalget i 2017, for et liberalt borgerligt parti. Her luftede jeg mine holdninger om det samfund vi lever og agerer i. Intet var for helligt til anskuelse og evt. debat. Men som tiden gik kunne jeg se at reel debat ikke forekom, enten var folk enige og tavse som graven. Eller også var de uenige, og kom sjældent med noget angående budskab. Men blot kritik af kilde eller budbringer. For der er intet ønske om dialog!
Men uden dialog, ingen refleksion -og vi bliver åndeligt fattige og går til grunde!
/Christian